“Politiet gør status efter endnu en nat med molotov-cocktails og bål.”
Så fik Danmark endelig sin egen “borgerkrig” – ligesom Frankrig hvor man også havde en højre-ekstremistisk, autoritær indenrigsminister (det er ham der nu er præsident) der kunne hælde benzin på bålene ved sine udtalelser – og ligesom som i USA hvor uroligheder lange har været “almindelige” – nu kan man også i den lille andedam se på hvilken måde en autoritær stat’s aktiviteter er reflekteret i befolkningen. Danmark går i krig ude i den store verden – og som konservativ burde Lene 0-tolerance Espersen jo ikke være fremmed over for det faktum at hun som politiker er et slags forbillede (man må jo formode at det er netop det en konservativ politiker ser sig selv om: en formynder) og derfor burde det jo på heller ingen måde forundre hende at borgere i en stat som tyr til kampvogne og krigsfly i Afghanistan også anser vold for en velanbragt dialog form, men det lader til at hun er forundret:
“»Det er rystende og bekymrende, at der er den slags uroligheder. Det er helt uacceptabelt, at man opfører sig sådan i et demokratisk samfund og ikke bruger sin ytringsfrihed på andre områder end at ty til vold«, siger Lene Espersen.”
Selvom Michael Moore’s film er lidt for patriotiske for min smag så præsenterede han dog en interessant tese i sin Bowling for Columbine, hvor den grundlæggende ide er at folk der lever i en stat der producerer, glorificerer og gladeligt bruger våben og hvor vold og magt konsekvent bliver brugt som et “forhandligs grundlag” også selv “naturligt” tager den slags midler i brug.
Hvis man kigger lidt på de sidste par års historie – de år, vel at mærke, hvor Danmark har været en aktiv imperialistisk krigs magt ude i den store verden – så kan man også notere sig at volden er steget voldsomt indenfor landet egne grænser.
“Now go figure“, som de siger..
en grim ælling reflekterer 